Sæd

SÆD

Sædkort1

KARAKTERISTIK

Sæd ligger på en svag hævning ude i et fladt og åbent marskområde og flere af byens ældre gårde er placerede på værfter. Mod nord har byen en åben bebyggelsesstruktur, der giver mulighed for en række meget fine kig over det store åbne landskab. Byen er præget af rumdannende beplantning og en stor åben grønning i byens midte. Landsbyen er typologiseret som en slynget vejby og bebyggelsen er domineret af de ældre gård

BEVARINGSTILSTAND

Sæd udgør en ualmindelig velbevaret landsby både hvad angår struktur og hvad angår bebyggelsen. Mod nord og mod øst har byen bevaret en særlig fin og klar sammenhæng med det omkringliggende landskab. Der er bevaret et stort antal af de gamle gårde i byen, hvoraf flere ligger på hævede værfter, og stadig ligger som sluttede helheder med stuehus og udlænger.

Gård- og husbebyggelsen er som helhed velbevaret, men enkelte bygninger er også præget af nyere materialer og byggetekniske løsninger, der er fremmede for ældre landbyggeskik – f.eks. nyere plastikvinduer, rygningssten, der ikke er lagt i mørtel mm., hvilket på lang sigt kan være med til at svække det sårbare miljø.

SÅRBARHED

Landsbyens mest iøjnefaldende kvalitet er den særlige landskabelige sammenhæng og bebyggelsesstruktur, der åbner for en række karaktergivende kig ud af byen og giver den åbne grønne struktur inde i landsbyen. Byen er særlig sårbar overfor bebyggelse eller beplantning, der svækker denne kvalitet.

De store gårde med stuehus og udlænger, der er karaktergivende for landsbyen, er sårbare overfor ændringer eller nedrivning af udlænger.

Enkeltbygningerne er sårbare overfor ændringer i oprindelig tagform eller facadebehandling samt bygningsdele som vinduer, døre mm.

ANBEFALINGER

Man bør fortsat værne om landsbyen særlige åbne og grønne karakter. Det gælder særligt mht. udsyn fra byen mod nord og øst og mht. de åbne grønne arealer i byens midte, der bør friholdes for bebyggelse.

Landsbyen bør fortsat friholdes for anlagte fortove og dominerende gadebelysning

Anlægget omkring mindestenen fra 1. verdenskrig bør fastholdes i den nuværende karakter og de murede pullerter vedligeholdes.

Man bør gennem planlægning og vejledning sikre, at den ældre gård og husbebyggelse fastholder de særlige karakteristika omkring murværk, tag, vinduer og døre samt beplantning. Man bør sikre, at det typiske røde murværk ikke berappes, pudses eller males.

KONTEKST

Sæd er en gammel vejklyngeby, der som landsbytype er beslægtet med landsbyer som Vester Vedsted, Emmerlev, Juvre og Husum-Ballum.

Den store grønning i byens midte findes også i landsbyer som Vester Vedsted og Mjolden.

Den landskabelige placering og gårdenes hævede placeringer på værfterne ses også i Mjolden.

LANDSKAB

Landsbyen Sæd ligger i det lavtliggende land mellem Lillestrøm mod nord og Sønderå mod syd.

Landsbybebyggelsen ligger samlet på en øst-vestgående banke, der antages at være opstået som åbanke ved et tidligere åløb på dette sted. Den let hævede placering opleves særligt ved udsynet over det åbne land i landsbyens nordlige del. Terrænforskellen er bearbejdet og forstærket med anlæggelse af Værfter omkring flere af de ældre gårde. Sæd er placeret på den øst-vest gående bankes bredeste sted hvilket har givet mulighed for en åben bebyggelsesstruktur, der stadig er kendetegnende for landsbyen.

Den særlige landskabelige placering opleves tydeligt ved Grøngårdvej og hvor der er vidt udsyn over kogen, der er opdelt i fenner, som kommer helt ind til landsbyen.

Mod øst danner de ældre og velbevarede gårde en meget fin overgang mellem bebyggelsen og landskabet og fra landskabet mod øst er der en række fine kig ind mod landsbyen.

Den ellers klare sammenhæng mellem den ældre landsbybebyggelse og det kultiverede land omkring landsbyen er svækket noget mod vest, hvor landskabet domineres af Sønder Løgum Landevej.

KULTURHISTORIE

sædkort2 

Sæd 1:20.000 
Generalstabskort 1870

 Sædkort3

Sæd 1:20.000 
Målebordsblad Geodætisk Institut 1990

Landsbyen Sæd kendes tilbage til 1237 hvor byen benævnes “Sæthe”- i betydningen opholdsted (ligesom det kendes fra ordet “sæde”)

Byen blev udskiftet i 1740 og i 1770-76, men der er stadig bevaret en del af de gamle gårde i landsbyen.

Byen er typologiseret som en vejklyngeby og de ældre gårde ligger langs de to veje, der omkranser den åbne grønning i byens midte.

Karakteren af den åbne landsby opleves tydeligt i den nordlige del af byen ved vejsammenskæringen mellem Grøngårdvej og Sprøjtehusvej. Her ligger også den gamle skole fra 1865.

Den tidligere landevej har passeret syd for byen og vejforløbet kan endnu følges ud af byen mod syd-øst. Ved den gamle grusbelagte landevej står “skamstøtten fra Sæd”, der fortæller om en ulykkelig hændelse, der fandt sted i byen i 1700 tallet.

Omkring forrige århundredeskifte har byen udviklet sig med enkelte tidstypiske bygninger, der primært ligger langs den gamle landevej / Grænsevej. Særlig markant er kroen fra 1871, Smedjen fra 1907 og den gamle skole fra 1933. Karakteren af landevejsby understreges yderligere af det store mindesmærke over faldne i 1. verdenskrig, der omkranses af et tidstypisk anlæg med klippede hække og murede pullerter.

Indenfor den ældre bydannelse har landsbyen udviklet sig med enkelte nyere parcelhuse, der ligger let tilbagetrukket fra vejen.

I sidste halvdel af 1900 har byen udviklet sig mod syd i området mellem den gamle landevej og den nye Landevej, hvor de nyere parcelhuse ligger i en selvstændig struktur, udenfor den ældre bydannelse.

ARKITEKTONISKE IAGTTAGELSER

Landsbyen Sæd er karakteriseret af to markante strukturer. Den ene er knyttet til den gamle landsbydannelse og den anden er knyttet til forløbet langs den gamle Landevej.

Den gamle landsby er karakteriseret af en spredt og åben bebyggelsesstruktur, der præger oplevelsen af landsbyen og bidrager til landsbyens rumlige kvaliteter.

De ældre tre- og firelængede gårde ligger i et fint og varieret forløb langs det let slyngede vejnet, der omkranser den åbne grønning i landsbyens midte.

Omkring de ældre gårde er flere store fritstående træer samt lægivende beplantning, der både er karaktergivende for landsbyen og er med til at forstærke rumdannelsen langs vejene.

Den åbne struktur giver en række smukke og karaktergivende kig mellem gårdene ud over det lavtliggende land nord og øst for landsbyen.

Den åbne bebyggelsesstruktur giver også en række åbne grønne arealer ind i selve bydannelsen, der er særligt karakteristiske for byen. De grønne arealer inde i landsbyen er enkelte steder bebyggede med nyere parcelhuse, men det er stadig den åbne grønne struktur, der er karaktergivende og kendetegnende for landsbyen.

Gård- og husbebyggelsen, der knytter sig til den ældre landsbydannelse, danner sammen med beplantningen, vejforløbet og den unikke landskabelige placering en sammenhængende og værdifuld helhed.

Forløbet langs den gamle Landevej er præget af en række bygninger, der er knyttede til landevejen, og denne del af byen har således en anden karakter end den ældre landsbydannelse, der ligger i en åben struktur, som er styret af de landskabelige forhold.

Forløbet langs den gamle landvej er domineret af den gamle kro fra 1871 samt smedjen fra 1907 og skolen, der er opført i 1933. I vejsammenskæringen mellem Sønderbæksvej og den gamle landevej er et lille formelt anlæg med klippede hække og murede pullerter omkring en mindesten. Det lille bearbejdede anlæg forstærker og bidrager til bebyggelsesforløbet langs landevejen.

Syd for anlægget og den gamle landevej er opført flere større bygninger til automobilhandel, der ligger som en selvstændig struktur uden sammenhæng med den ældre bydannelse. En række vejtræer langs sydsiden af “Den Gamle Vej” danner en god afgrænsning på bydannelsen og medvirker til at mildne mødet med de nye store bygninger.

Den gamle landevej fortsætter sit løb som en enkel grusvej, der passerer “Skamstøtten fra Sæd”. Den gamle mindesten, der beretter om en ulykkelig hændelse i 1712, er omkranset af tæt beplantning, der i nogen grad overskygger den enkle sten

Den stærkt trafikerede Sønderløgum Landevej passerer i dag syd-vest for byen, hvilket sammen med den store automobilforretning svækker forløbet langs den gamle landevej.

Sædbillede1 

Sæd har unik landskabelig placering på en banke i det lave marskområde og fra byen er vidt udsyn over marsken. (1)

Sædbillede2

Landsbyen er præget af smukke overgange mellem den ældre gårdbebyggelse og det omkringliggende landskab. (2)

 Sædbillede3

Mange af de ældre gårde har bevaret deres placeringer inde i landsbyen. De sluttede anlæg udgør samlet set en bevaringsværdig helhed, og man bør på alle måde fortsat prøve at sikre de karakteristiske udlænger, selvom de ikke altid er velegnede til moderne landbrug.

Sædbillede4

Sprøjtehusvej 2, opført 1837. (3)

 

Landsbyen har en åben bebyggelsesstruktur med grønne arealer inde i byen. (4)

 Sædbillede5

Fint og velproportioneret længehus med den karakteristiske frontkvist over hoveddøren. Bygningen har bevaret sine oprindelige vinduer og den fint forarbejdede dør.

Sprøjtehusvej 1 – opført 1840. (5)

 Sædbillede6

Bydannelsen omkring den gamle landevej med kroen, der er opført i 1871 og smedjen i baggrunden. (7)

 Sædbillede7

Den gamle landevej er bevaret som grusvej i byens syd-østlige del. (8)

 Sædbillede8

Monumentet for sognets faldne i 1. verdenskrig omkranses af et lille anlæg. Egetræerne langs vejen danner en god afslutning på byen mod syd. (9)

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *