“Det er mit håb, at legepladsen kan blive et samlingssted for store og små, og at alle vil tage ejerskab over den og passe på den. Jeg tror at hvis vi gør den til et fælles projekt, sender vi et signal om, at Sæd og Ubjerg er et godt sted, hvor vi kan stå sammen”.
Hanne Frisk
Formand for Lokalrådet i Sæd-Ubjerg
Nederst kan I læse lokalrådets referat til ugeaviserne. (af Bent Christensen)
Jydske Vestkysten til indvielse af legepladsen
Hanne Frisk holder velkomsttalen
Per Holm fra SE Vækstpulje (40.000 kr)
Et kig på legepladsen mange aktiviteter
Hold tungen lige i munden når højen skal erobres
Gyngerne er et hit
Grillpølser hører med til en indvielse
Sydbank kom med en check på 10.000 kr
Og så er en bålpladsen et samlingssted
Sådan så der ud på legepladsen i foråret 2015
Indvielse af legeplads i Sæd søndag den 20. september
Omkring 70 børn og voksne havde søndag eftermiddag fundet vej til festlighederne i forbindelse med indvielsen af en ny lege- og aktivitetsplads i Sæd.
Den røde snor blev klippet over af medlemmer af lokalrådets legepladsudvalg og i sin tale fortalte formanden for Sæd-Ubjerg Lokalråd, Hanne Frisk, om den lange og til tider besværlige vej fra ide til virkelighed.
Undervejs har der været god hjælp fra lokalbefolkningen.
Midlerne til projektets virkeliggørelse kommer fra
-SE Vækstpulje med 40.000 kroner
-Landdistriktsudvalget med 30.000 kroner
-Sydbank med 10.000 kroner
-Borgerne i Sæd-Ubjerg via sponsorcykelløb med 73.000 kroner
Forventningerne blandt børn og voksne var store, og der er ingen tvivl om, at de blev indfriet til fulde.
Samtlige legeredskaber blev øjeblikkeligt taget i brug lige fra klatrevæg, klatretove og -pæle over rutsjebane/rør, gynger og de tre godartede træheste, som ved samme lejlighed blev forsynet med de yndigste fletninger af nogle af pigerne.
“Verdens bedste legeplads” konstaterede en af drengene med lys i øjnene. Om hans glædesudbrud skyldtes legeredskaberne eller den i dagens anledning netop uddelte slikpose får stå hen i det uvisse.
Men begejstringen over den nyetablerede legeplads er stor og vil komme til at udgøre et væsentligt bidrag til fællesskabet i den lille by, det er ganske vist!
På vegne af lokalrådet i Sæd-Ubjerg
Bent Christensen
tlf. 22 15 10 42